Kære venner & familie.
I forgårs aftes ankom vi til Jaipur med toget. Selve togrejsen var en rigtig god oplevelse, og en meget rar måde at rejse på. Togene i Indien har ~6 klasser, og vi rejste på den som hedder 3Ac, hvilket betyder 3. højeste klasse (med Aircon). Undervejs fik vi rigtig god tid til at slappe af, og fik endda set en lille film.
Jaipur er meget forskellig fra Delhi. Den har 10 millioner færre indbyggere, og det kan mærkes. Der er hektisk, men ikke delhi-hektisk.
Igår fik vi sovet længe, og havde ellers en rolig dag. Dagens eneste punkt var at tage ud til et Monkey-Temple, som lå lidt udenfor byen på et lille bjerg. Ikke så mange aber, men ganske fin udsigt over Jaipur by.
Bagefter var det meningen af vi skulle ned til den gamle by i Jaipur, Pink-City. Men da det var søndag (Markedsdag) orkede vi det ganske enkelt ikke, og tog i stedet hjem til hotellet, hvor vi slappede af og læste. Om aftenen gik vi ud og spiste en rigtig lækker aftensmad, på en meget lokal indisk restaurant, hvor vi var de eneste vesterlændinge. Endnu en gang kom to piger fra en indisk familie hen til vores bord for at hilse på os :)
I dag stod vi tidligt op, fordi vi havde lavet en aftale med kaptajnen på en af de livsfarlige tuk-tuk taxier, om at køre os til den gamle hovedstad i Rajastan (delstaten vi befinder os i), kaldet Amber Fort. Dét var en helt igennem fantastisk oplevelse! Amber fort ligger ca. 11 km fra Jaipur i et bakkelandskab. Der var så dejligt og fredeligt, sammenlignet med det kaos vi havde oplevet i Delhi og Jaipur. Samtidig var det utroligt smukt. Vi flottede os, og betalte 200 rupees (30kr) for en guide, som viste os rundt på fortet i 1½ time.
Ved Amber Fort var der elefanter, som fragtede turister op til selve fortet. Vi valgte dog ikke at tage elefanterne (noget som ellers var ganske populært - især blandt fede englændere), fordi dyrevelfærden ifølge Lonely Planet (vores guidebog) er ganske tvivlsom. I stedet fik vi lov til at se dem meget tæt på (1-1½ meter), hvilket var lidt af en oplevelse i sig selv.
Andre dyr kom vi også i nærkontakt med, som i kan se (ja, det er en vaske ægte kobra)
I morgen går turen videre til Ranthambore Nationalpark. Det er en nationalpark på små 13.000 kvadratkilometer, godt 2½ timers kørsel med expresstog østpå herfra. Vi skal af i en lille stationsby ved navn Sawai Madhopur - en lille flække midt ude i ingenting. Det bliver SKØNT at slippe for alle menneskerne, bilerne og al larmen.
I Ranthambore skulle der efter sigende være ganske gode chancer for at se tigre, men skulle vi ikke være så heldige har vi hørt og læst fantastiske ting om det generelle naturliv i parken.
Vi tager afsted med Jaipur-Mombai Express kl. 14.10, og ankommer ved 16-tiden. Det er til tider lidt svært af få adgang til internet her i Indien, så i må bære over med os, hvis vi ikke får opdateret så ofte som vi (og I) gerne ville. Efter planen er vi i Ranthambore 2 fulde dage (onsdag og torsdag), hvorefter vi fredag drager videre øst til byen Agra og Taj Mahal.
Vi bor nu hjemme hos en indisk familie, et guest-house, som er ganske hyggeligt:
Devi Niwas
Dhuleswar Garden, S.P. Mar, C-scheme, Jaipur-302 001.
Tlf: 0091-141-2363727
Værelse 102.
Kærlig Hilsen,
Maria og Casper.
Note til medicinstuderende:
Hold da op hvor er Indien spændende at vandre rundt i. Vi ser spændende sygdomstilfælde alle vegne. Hoftedysplasi må siges at være den klart mest fremtrædende. Noget vi jo ellers behandler meget tidligt i Danmark, og derfor ikke ser ofte. Vitiligo har vi også set et par gange, måske fordi det ses tydeligere på indere. Icterus har vi også set en del af, sandsynligvis på grund af udbredt hepatitis. Mange indere har desuden amputationer og misdannelser, noget man ser mindst et par gange om dagen.
Ellers er der et væld af øjen og hudsygdomme, som vi ikke aner hvad er. Men spændende er det!
Knus,
Casper et Maria.
Hvor er det spændende, det kunne måske godt være at jeg skulle tage sådan en, og måske også en tur på elefantryg ...
SvarSletRart at i også har slappet af med læsning, det er hårdt med nye indtryk hele tiden.
Her har vi stadig hedebølge, vi syntes det er lidt hårdt, men vi må jo ikke klage ha ha
Dejligt at høre fra jer ... forsat god tur
Nu vil jeg tage hjem og fejre Torbens fødselsdag, vi havde huset fuldt med gæster igår, så idag tager vi den med ro
kh
Annalise/mor
Hej begge to ! Tak for opdateringen:). Det er utoligt så meget i får oplevet, og det er jo strålende;). Så kan vi høre på autentiske løgnehistorier fra virkeligheden hele vinteren;). DET glæder jeg mig til!. Fortsat pøj -pøj and take care :D
SvarSletHej i to, dejligt at læse om jeres oplevelser og at i har det godt.
SvarSletVi tager til Sverige med mor og Torben fredag og holder ferie sammen med dem til midt næste uge. Så tager vi til Madeira i uge 30 sammen med Marias forældre og søster. Vi glæder os til at høre om alle jeres oplevelser når i kommer hjem.
Kærlig hilsen Soeren og familie