Av for den da

Puha, hvor skal vi begynde?


Torsdag aften tog vi, som nævnt, toget videre fra Agra - denne gang mod Darjeeling med skift af tog i Varanasi og Mughal Sarai.

Det begyndte såmænd ganske uskyldigt, vores tog var en times tid forsinket. Ikke noget problem, vi havde nemlig tilladt lidt ekstra fleksibilitet i vores rejseplan så vi ikke skulle stresse. Planen var at ankomme 10.30 til Varanasi, tage toget videre herfra til Mughal Sarai (et knudepunkt for togtrafik 20 km fra Varanasi), og derfra igen kl. 18.30 om aftenen mod New Jalpaiguri, som er nærmeste store station til Darjeeling.

Sådan skulle det ikke gå...

Problemerne begyndte i Varanasi, hvor vi checkede de billetter vi havde købt med henblik på videre færden. Vi var endt på venteliste, men med forholdsvis lave numre, så vi regnede med at alt nok skulle ordne sig. I Varanasi fik vi nu fortalt, at den ene billet var gået igennem (Caspers), imens Marias stadigvæk stod på venteliste. "Intet problem", tænkte vi - den var nr. 6 på ventelisten, så vi regnede med, at den nok skulle gå igennem. Det gjorde den ikke.

Vi tog alligevel til Mughal Sarai, en stationsby der nærmest kan beskrives som Helvedes forgård (Varanasi må i denne sammenhæng da være Helvede). Her satte vi os til at vente på toget - ca. 4½ times ventetid, troede vi.
Samtidig var vi regelmæssigt oppe og checke om billet nr. 2 var gået igennem. Vi sad altså på stationen i små 40 graders varme uden aircondition, i et gudsforladt venteværelse kun udstyret med dehersens indiske "squat" toiletter. Ja, i kan selv forestille jer hvad dét går ud på. Stationen blev regelmæssigt ramt af strømafbrydelser, og i henved 2 timer var der ingen server-forbindelse til deres billet-program, hvilket forårsagede, at de ikke kunne checke billetter eller se togtider.

Hen ad eftermiddagen fik ved et tilfælde at vide, at vores tog var forsinket hele 9 timer (Ja, han kunne jo bare have kigget på tavlen i stationsbygningen, hvor det jo stod soleklart på hindi!). Nu blev vores afgang altså rykket fra 18.30 til 03.30. Vi havde jo allerede ventet så lang tid, så vi tænkte ikke, at et par timer fra eller til ville slå os ihjel.

Casper gik hen til en internetcafe og checkede online (Indirail medarbejdere er generelt uduelige, så det er værd at dobbelttjekke information givet). Her stod der, at toget først ville komme 07.45 næste morgen - en forsinkelse på lidt over 13 timer. Nu var situationen jo pludselig en lidt anden. Enten kunne vi blive og sove på et hotel i Mughal Sarai, eller vi kunne tilbringe natten i venterummet. Da vi var meget meget klistrede af sved, trætte og ikke mindst sultne tænkte vi, at et hotel nok var det mest optimale. Imidlertid var alle (samtlige!) hoteller i Mughal Sarai fuldt bookede!

Hvad nu? Blive på stationen og sove - med kun én billet sikret? Hvad nu hvis toget blev aflyst? Vi blev enige om at tage tilbage til turistkontoret på Varanasi station for at få hjælp. Klokken var 19.00, og kontoret lukkede kl. 20.00. Vi fes ud på parkeringspladsen, undveg de ihærdige taxachauffører og fik en propfyldt jeep mod Varanasi. En tur på ca. 45 minutter. Vi ville altså i bedste fald have 15 minutter på kontoret til vejledning og evt. køb af andre billetter.

Efter en halsbrækkende tur tilbage over Ganges til Varanasi ankom vi 19.55, lige tids nok til at få at vide på turistkontoret: "Hvorfor kommer i her?! Jeres tog kører fra Mughal Sarai (det vidste vi jo godt!), og i kan alligevel ikke købe billetter her nu!".

Godt så. Vi må immervæk have set fortabte ud, sådan som vi stod foran turistkontoret uden at ane, hvad vi skulle stille op. I hvert fald var der en ansat hos turist-politiet som forbarmede sig over os. På sit (for en gangs skyld) ganske forståelige engelsk forklarede han os, at vi da sagtens kunne køre på den ene billet, selvom den anden var på venteliste. Vi havde jo betalt for begge billetter, og så længe den ene var gået igennem var det jo ganske fint. Vi måtte dog nøjes med kun 1 sæde, fortalte han. På dette tidspunkt havde vi nær været taknemmelige for en plads på gulvet, bare det var det rigtige tog. Han rådede os til at tage tilbage til Mughal Sarai, hvor vi så skulle vente til toget næste morgen. Som sagt, så gjort. Vi hoppede på endnu en jeep tilbage til Mughal Sarai (nu for 3. gang over Ganges).

Således begyndte vores venten på Mughal Sarai station. Vi fes tilbage til venteværelset, hvor vi slog os ned i et hjørne med vores tasker, og begyndte at vente. Hele natten ventede vi, i hvad der føltes som en varmluftovn. Fluer overalt, radbrækkende metalstole, en herlig festivals-dunst fra toiletterne krydret med hindi-højttaler meddelelser for fuld styrke hvert 2. minut.
Tiden gik langsomt, uendeligt langsomt. Vi faldt aldrig rigtig i søvn, men var heller aldrig rigtig vågne. Fik læst et par sider i diverse bøger og blade, men ellers ikke rigtigt noget. Vi talte næsten ikke sammen - vi var for trætte, for sultne, for svedige.
Alligevel arbejdede tiden i vores favør, og natten kom og gik. Ved 7-tiden gik Casper op igen for at tjekke togtiderne (som vi nu havde luret hvordan skulle oversættes fra hindi til forståeligt), og toget var nu udskudt igen. Denne gang 15 timer forsinket, altså 2 timer ekstra. Vi havde lige håbet på at vi havde ventet nok, men nej - vi skulle lige have fornøjelsen af Mughal Sarai forlystelsespark et par timer til. Det var ikke sjovt, når vi havde overstået natten, og som det eneste bare ville ombord på toget og væk. 1½ time senere ved næste tjek var toget 16 timer forsinket, og dette fortsatte hele formiddagen indtil toget til sidst var 17½ time forsinket.
Endelig nåede klokken til 12-tiden, hvor toget efter sigende skulle ankomme. I denne periode tjekkede vi togtider hvert kvarter, for at sikre os at det virkelig var her det ankom.

Så gik højttalersystemet i stykker, og vi gik i panik.
Ud af 10 spor, hvor ville vores tog så ankomme?! Tænk, hvis vi faktisk missede toget efter at have ventet knapt et døgn?! Det ville da være topmålet af udelighed? Pludselig skar en mandsstemme igennem, i dårlig lydkvalitet og på hindi. Vi kunne dog høre vores tognavn "Northeast Express" blive nævnt, og ved at spørge et par venlige medarbejdere i en kiosk hvad i hulens navn det egenligt var han sagde, fandt vi ud af både hvor og hvornår toget ankom. Toget ankom, og vi steg på - kun for at finde et helt og aldeles overbooket tog. Normalt er der plads til 6 mennesker i en kupé, vi var 11 på et tidspunkt. Heldigvis fik vi på den ene billet, som var gået igennem, den øverste køje. Vi lagde os op og kom, indtil næste morgen, kun ned for at gå på toilettet. Toget blev yderligere forsinket, og vi fik da tilbragt små 21 timer på et areal svarende til ca. 60 cm x 180 cm (Caspers fødder rager generelt et godt stykke ud over Indiske senge og køjer - specielt sidstnævnte). Vi sov hele natten, og vågnede kun ved diverse kramper og sovende lemmer.

Efterhånden godt brugte, men for en gangs skyld optimistiske, ankom vi i morges ved 9-tiden til New Jalpaiguri, netop som et ganske potent tropisk regnskyl var startet. Vi fik hurtigt købt os 2 pladser på en jeep til Darjeeling - ENDELIG! Turen til Darjeeling var ekstraordinær livsfarlig, idet turen denne gang var krydret med våde, hullede veje og afgrundsdybe bjergskråninger. Ellers var den ikke bemærkelsesværdig, og de 3 timer det tog gik ganske af sig selv. Det tog os altså fra torsdag aften til søndag middag at komme til Darjeeling. 2 ½ døgn!

Selvmedlidne aber er vi, men det skal der også være plads til. Vi bestemmer jo selv, hvad vi vil skrive om, hehe!

Det var det værd, for Darjeeling er en herlig by. Placeret på en bjergryg i knap 2200 meters højde er der behagelige ~20 grader, ren luft, og lige nu ganske overskyet og dermed ingen udsigt men masser af regn (vi har netop købt paraplyer). Folk her er meget anderledes en ellers i Indien. Racemæssigt er de nærmere centralasiater, og man kan nemt skelne dem fra de indere vi indtil nu har mødt. Desuden er alle vi har mødt utroligt søde og hjælpsomme, og har på et meget forståeligt engelsk gjort deres bedste for at hjælpe os. Vi kan gå i fred på gaden uden hele tiden at blive antastet og hevet i af ivrige sælgere eller tuk-tuk chauffører. Det er fantastisk! Vi elsker at være her, og har dagen igennem drukket dejlig Darjeeling-the og slappet af - mums! Her til aften skal vi bare slappe af og komme os oven på turen, i morgen sove længe og så måske i løbet af eftermiddagen se lidt at de mange spændende ting der er at se. Indtil videre er vi her indtil d. 22. Juli.

Vi bor nu på:
Dekeling Hotel
51 Gandhi Road
Darjeeling - 734101
West Bengal
Værelse 106.
Tlf.: 91-354-2254159/2253298





Og så skal i jo ikke snydes for billeder:

Her er vi i Ranthambore Nationalpark:

Her er det Maria foran Taj Mahal (Bemærk genspejlet af Taj Mahal i vandet):

Og her et billede af Casper i bumletoget (uden aircondition) til Agra:



Det var nok for nu. Heldigvis har hotellet trådløst internet, så vi regner med at kunne opdatere lidt mere regelmæssigt de næste par dage. Måske med et par gode billeder fra Darjeeling.

Kærlig Hilsen,

Maria og Casper.