Så er det endelig blevet tørvejr!
I går fik vi lige sidste del af den mængde regn, som tyfonen Meari havde slæbt med sig. Det regnede stadig ret heftigt, så da alt udendørs leg var udelukket, besluttede vi (selvfølgelig i ren desperation) at tage til Mall of Asia – et af Asiens største Malls. Og hold da op et Mall det var!
Vi brugte det meste af dagen derinde, og gik rundt og hyggede os. Vi nåede endda at gå i biografen og fik set en rigtig god film. Paradoksalt nok købte vi ikke en pind, da vi tænkte det nok var bedst at vente til hjemturen med det.
I dag udnyttede vi tørvejret til at se lidt af Manila by. Vi købte lidt frisk frugt og noget yoghurt, og spadserede hen til en park, hvor vi satte os og spiste vores morgenmad. Efter morgenmaden gik vi videre til hvad der i hvert fald på papiret skulle forestille at være Manilas gamle by, Intramuros. Det viser sig at et par krige og dårlig vedligeholdelse fuldstændigt har ødelagt det meste af hvad der engang var.
Efter vores lidt hurtige besøg i den gamle by tog vi mod Chinatown, hvor Manilas kinesiske befolkning holder til. Hvad angår Chinatown er her en vigtig lektion: Bare fordi et sted kalder sig selv for et ”Tea House” sælger de ikke nødvendigvis the!
Ærligt talt er der ikke meget at foretage sig i Manila. Det vidste vi godt på forhånd, men formålet med vores ophold har mere været at slappe af og komme os over jetlag såvel som stresse af ovenpå eksamen og studiet. Nu kan vi ikke dase mere her i storbyen, og vi har derfor besluttet os for at tage videre. Vores oprindelige planer om at tage nordpå til bjergene har vi droppet. I stedet har vi valgt at tage en lille tur 100 km nordvest fra Manila til Mt. Pinatubo (et navn som nok virker bekendt hos enkelte). Her er det meningen at vi skal bestige vulkanen – og evt. få os en lille dukkert i kratersøen.
Vi tager afsted i morgen, søndag, omkring middag, og vi vil forsøge at bestige den mandag, hvis vejret og tilfældighederne er med os. Efter planen skulle vi så videre afsted tirsdag sydpå. Vi har valgt at tage videre direkte syd til øen Mindoro, for at få en smagsprøve på de hvide strande og havet!
Vi kender ikke forholdene ved vulkanen, så alt afhængigt af hvorvidt vi har internet eller ej kan der gå helt til onsdag inden vi opdaterer – vi prøver fortsat at få et Filippinsk telefonnummer, men vi har ærligt talt været dovne på den front.
Kh,
Maria og Casper.
Nedenfor kan I se en lille video som Casper optog i går da det regnede. Alternativt kan I klikke på linket for at se samme video på YouTube. Link til YouTube her.
Dejligt at høre fra jer, og at i har det godt. Medier her meddeler om 90.000 der er flygtet fra regnmasserne, så lidt urolig bliver man. I må have en god tur til vulkanen. Her er alt ok.
SvarSletKh Annalise/mor
Men Annalise, vi er dog trods alt på Filippinerne, og ikke i Kina ;-)
SvarSletFik du vores sms-besked?
Dejligt at vide, at I er kommet"oven vande". Take care.
SvarSletTulles Far